Efter mit yoghurt-eventyr i Netto i sidste uge, skete det, der jo måtte ske på et tidspunkt. Jeg løb tør for yoghurt i går!
Så på vej hjem fra arbejde hanker jeg endnu en gang op i en gul indkøbskurv, og bevæger mig mod kølediskens udbud af mælkebaserede produkter. Min mission var nær spoleret allerede fra starten, da pladsen, hvor de billigere bægre yoghurt står, er skræmmende tom. Jeg finder dog heldigvis to og putter dem i kurven sammen fire af de dyre.
I et håb om at tilføre spillet ved kassen en smule forvirring til min fordel, putter jeg også fire bægre Mini Meal med drys i kurven.
Denne gang er der to kasser åbne. Jeg vælger naturligvis ham, der betjente mig sidst. De fire Mini Meals kommer forrest på båndet, placeret to ved siden af hinanden og de andre to oven på. Tænker det danner et godt skjold for det efterfølgende “går den så går den”-forsøg.
De fire dyre bægre kommer derefter på båndet i en 2×2-formation med de to billigste bægre som bagtrop. “Nu må den være der”, tænker jeg, mens jeg putter de sidste indkøb på båndet. Jeg var så sikker i min sag! Enten har ham ved kassen siden sidst lært at scanne alle varerne, eller også bruger han samme metode som sidst og tæller og scanner den sidste. I værste fald kommer jeg til at betale hvad jeg skal, men lykkes planen sparer jeg fire kroner. For min samvittigheds skyld påklistrer jeg et “En slags plaster på såret for den manglende undskyldning sidst” på tanken.
Båndet kører frem og de fire Mini Meals bliver slået ind som 4 x Mini Meal. “Det her tegner godt”, tænker jeg, og ser de fire sparede kroner foran mig. Måske skulle jeg have holdt øje med hvad kassemedarbejderen lavede i stedet…
Ja, lige præcis! De seks bægre yoghurt bliver alle slået ind til den høje pris, så i stedet for at få fire kroner i rabat, har han nu snydt mig for to kroner. Havde de så bare været scannet ind som 6 x yoghurt. Nej, de er sgu scannet som seks separate. Den eneste måde det kan være sket på er, hvis de dyre bægre er blevet scannet flere gange, og de billige slet ikke er blevet scannet.
Denne gang er køerne ved de to kasser så lange, at jeg vælger at acceptere mit nederlag. For at trøste mig selv bare en smule, glæder jeg mig over, at jeg havde en pose med i jakkelommen, for ellers ville de to kroner, jeg betalte for meget, alligevel være gået til en pose.
Jeg har endnu ikke nået at færdigbehandle denne oplevelse (nogen der kender en god psykolog?), men den konklusion jeg ind til videre er nået til er, at ham ved kassen genkendte mig fra sidst og gjorde det bevidst. Eneste anden mulighed er kun de højere magter. Selvom man er paranoid, kan der jo godt være nogen efter en. Jeg ved bare ikke om det er A eller B.
Men nu har Netto forhøjet indsatsen, optrappet yoghurt-konflikten og tisset få min i forvejen gule sukkermad! OK, jeg valgte selv ikke at bede om at få mine to kroner tilbage, men nu har jeg en god grund til at fortsætte min mission.
Jeg lover dog at stoppe når jeg har “snydt” mig mine to kroner tilbage. (Bare lige hvis “ham deroppe” også læser blogs, hvilket noget kunne tyde på.)
Fortsættelse følger…